Der er en forventning om, at du agerer professionelt, fx når du er i klinik eller praktik — også på sociale medier. Det gælder websites, blogs, Facebook, X, Instagram, YouTube, Snapchat, TikTok, LinkedIn, Messenger osv. Her kan det være svært at skelne mellem offentligt og privat, og man befinder sig nogle gange i en gråzone.
Principperne nedenfor er lånt fra Health Uddannelsesforum og kan være til inspiration.
AU’s guidelines til adfærd på sociale medier
- Vær professionel
Kommunikér respektfuldt over for medstuderende, kolleger, borgere, patienter og praktik- og klinikstedet. Opfør dig online, som du ville gøre offline. Opslag kan blive delt, fortolket og sendt videre i sammenhænge, du ikke havde tænkt dig.
- Husk, at du har tavshedspligt
Kommunikation om registrerede, borgere, patienter og fortrolige data skal foregå med omhu og aldrig foran uvedkommende — i praktik og klinik kun på stedet eller i undervisningslokaler uden uvedkommende. Aldrig på sociale medier. Du kan bryde tavshedspligten uden at nævne navne: Tid og sted kan være nok til at identificere personer, og du risikerer at skabe rygter om de forkerte.
- Videregiv ikke personhenførbare oplysninger
Hverken billeder eller tekst — fx CPR-numre, helbredsoplysninger eller billeder af genkendelige personer. Optager du video med egen telefon til brug i undervisningen, må optagelsen ikke opbevares på telefonen og ikke deles på sociale medier.
- Hav ikke kontakt med borgere og patienter på sociale medier
Kontakten bør foregå i en professionel sammenhæng, som ikke er de sociale medier.
Kilde: Health Uddannelsesforum, Aarhus Universitet
Gennemgå dine profiler på sociale medier, og undersøg, hvilke følsomme oplysninger om dig der ligger frit tilgængeligt. Det kan være billeder eller tekst, der viser din politiske, religiøse eller filosofiske overbevisning, dit helbred, dit fagforeningsforhold eller din seksuelle orientering.
Hvilken databeskyttelsesprofil har du — den ubekymrede, den moderate eller den påpasselige?