Databeskyttelse på AU

Fortrolige specialer og projekter

Skal du bruge en virksomheds fortrolige oplysninger i dit speciale, skal der laves en aftale — og opgaven mærkes "Fortrolig".

Deltager du som led i studiet i et samarbejde med en part uden for Aarhus Universitet (en tredjepart) og vil gengive partens fortrolige information eller erhvervshemmeligheder til eksamen eller i en skriftlig afhandling, skal der indgås en aftale mellem AU, dig og tredjeparten. Det følger af eksamensbekendtgørelsen.

På AU’s side om fortrolighed ved erhvervssamarbejde kan du læse mere og finde en skabelon til hemmeligheds- og rettighedsaftalen.

Tavshedspligt

Ønsker en virksomhed eller organisation fortrolighed om de oplysninger, du og AU får kendskab til gennem samarbejdet, forpligter AU sig til at følge de gældende regler.

Mærk opgaven "Fortrolig"

En væsentlig del af reglerne træder kun i kraft, hvis afhandlingen eller rapporten er mærket "Fortrolig".

  1. Vejlederen har tavshedspligt

    om den viden om virksomheden, vejlederen får gennem vejledningen.

  2. Begrænset adgang

    Afhandlingen er kun tilgængelig for vejleder/eksaminator, censor og det nødvendige administrative personale. Der distribueres ikke eksemplarer til andre.

  3. Eksaminator, censor og administration har tavshedspligt

    om den viden, de får gennem afhandlingen og den evt. mundtlige eksamen.

Vejleder/eksaminator sørger for, at en evt. mundtlig eksamen er lukket for tilhørere. Modtager biblioteket en kopi, er den ikke tilgængelig for gennemlæsning eller udlån. I en evt. klagesag er afhandlingen tilgængelig for alle medlemmer af ankenævnet, som også har tavshedspligt.